Sanne Dasseville + Sonja Labianca & Heine T. Mathiasen

Sanne_Dasseville
Dato:
10/2
Tid:
20:00
Entré:
Kr. 80,-
Venue:
Stengade

KØB BILLET I FORSALG

Sanne Dasseville

Med et knust hjertes fortælling svøbt i funky bas og keyboardsvar og en leadvokal, der minder om en disco-sangerinde på valium, efterlader Sanne Dasseville en twisted stemning, der både indeholder humor og tragedie. Dasseville præsenterer en håndfuld sange fra sit kommende debutalbum, der alle handler om ulykkelig kærlighed og eksistens. Sangene er klædt på i forskellige genrer, lige fra Dommedags-Prom night-Dream-Pop til dansabel suspense og tilbagelænede 70’er- percussionrytmer med indikerende disco-vibes. Med inspiration fra for eksempel Boney M., Bowie, David Lynch-film og Alessi Brothers er musikken for fans af cinematiske Twin Peaks-stemninger og alt godt fra MTV-perioden i 80’er og 90’erne.

Sanne Dasseville spiller normalt i Kvindebandet, som udgav deres seneste album i september 2017 og nu holder pause på ubestemt tid, og i efteråret 2017 udkom førstesinglen og balladen “Why Do You Change” og andensinglen “Cry Cry Cry”, som begge er fra hendes kommende debutalbum, “Sanne Dasseville”, som udkommer i foråret 2018.

Pladen er produceret af Oliver Hoiness (Skammens Vogn), og live optræder Dasseville med Rasmus Kjær (keys), Mads Wæhrens (guitar), Asger Thomsen (bass), Magnus Jochumsen (beats, percussion), og naturligvis Sanne Dasseville i front.

Sonja Labianca & Heine Thorhauge Mathiasen

Denne duo debuterede i Japan, foråret 2017, på en tour arrangeret af JVTLANDT og har siden optrådt på både kunst og musikscenen i København og Århus. Kompositionerne udgør en serie korte suiter af melodi og tekstur i en tilnærmet klassik form med et strejf af filmscore. Både saxofon og guitar er forstærket og kombineret med effekter, dog efterlader volumen plads til den akustiske klang af instrumentet. Musikken bevæger sig fra det minimale og spinkle til det flerlagede og intense, og der fremspringer et bredt lydlandskab af mikrotonale variationer i klangfarve og dynamik.

Sonja er komponist og musiker i Selvhenter & Valby Vokalgruppe. I maj 2017 udkom Sonjas debutalbum About Room/Room to Be/Rooms på Eget Værelse. Heine er musiker og billedkunstner. Han har bl.a. spillet med Eddie Prévost, Tetuzi Akiyama, Lol Coxhill og det danske lo-fi band Obstinate Esther.

Sonja Labianca modtog i december 2017 en Danish Music Award som ‘Årets Nye Danske Jazzmusiker’.

Sonja Labianca (sax)
Heine T. Mathiasen (guitar)

Koncerterne er en del af Vinterjazz 2018.