Southern Jazz Cult: Snöleoparden + Cockpit Music

Dato:
16/5
Tid:
16:00
Entré:
Kr. 80,-
Venue:
Dansepavillonen / Karens Minde Kulturhus

Køb billet i forsalg her

Snöleoparden – ved ikke selv, at den er på NWF´s liste over truede dyrearter, ej heller finder man i dens territorium en logik mellem udspringet fra et moment til et næste, hvori der kan optegnes nogen form for sammenhæng i forholdet til dens berøringsflade med den omgivende verden, af hvilken den ikke enten er del eller ikke en del af, men hvor samtlige muligheder er til stede i samme tid, da tid ikke er en flad bevægelse men i stedet den samlede mængde konstant.

Snöleoparden aka Jonas Stampe er en af landets mest kreative og uregerlige stemmer. Han er elev af selveste Ravi Shankar, som lærte ham at spille sitar og indførte ham i den nordindiske klassiske musik. Han er samtidig en fremragende bluesguitarist, connaisseur af dansk musik, instrumentbygger, komponist og en slags opdateret Jimi Hendrix.

Cockpit Music regnes for Danerlandets første punk/no wave-jazzgruppe, der dog fra starten & til stadighed også opererer i det smalle, men absolut rytmisk & harmonisk vidtrækkende både kompositions- & improvisationsfelt indenfor det mere eksperimenterende udtryk.
En trio, som klart befinder sig i sit helt eget genrefrie felt, hvorfra alskens inspirationer fra den vide verden samles til et både udfordrende & underholdende hele.

Cockpit Music har fra starten i 1979 bestået af de 3 samme medlemmer: Saxofonisten TS Høeg, guitaristen Søren Tarding & janitsharen PO Jørgens, som siden har spillet Danerlandet tyndt, touret i særligt Mellem- & Østeuropa med afstikkere til Ukraine, Syrien & såmænd Irak.

“Trioen bevægede sig hovedkuls ud i et hektisk grænseland mellem fri jazz, rock, punk, verdens- og kompositionsmusik og har haft stor betydning for den eksperimenterende del af den københavnske musikscene, og især gruppens talrige koncerter åbenbarede allerede for 80’er-miljøet, at musik kunne spilles i andet end 4/4 …” – Dansk Rock Leksikon

“Cockpit Music spiller læderjazz.” – PeterPeter

– – –

Under overskriften Southern Jazz Cult præsenterer Jazz Club Loco søndagskoncertrække i Københavns gamle Sydhavn. De kultiske matinéer vil finde sted i den smukke, gamle dansepavillon ved Karens Minde Kulturhus. Pladserne vil grundet corona-restriktionerne være begrænsede, men musikken vil være grænseløs.