Son Ash + Keeper (Nils Gröndahl x Anders Bach)

Son-Ash-pressefoto1
Dato:
3/2
Tid:
20:00
Entré:
Kr. 60,-
Venue:
Bryggekælderen

Keeper (Nils Gröndahl x Anders Bach)

Violinist Nils Gröndahl og trommeslager Anders Bach debuterer som duo med en intens og kompromisløs koncert til Vinterjazz 2018 i Bryggekælderen under navnet Keeper. Det er et møde mellem to musikere, der hver især har bidraget til den danske eksperimenterende rock- og pop-scene i bands som Under Byen, Ice Cream Cathedral og Bisse, men nu mødes de to for første gang som duo. Nils Gröndahl arbejder musikalsk i et inderligt og ordknapt univers med at udvide de soniske udtryksmuligheder med violinen, at bruge den som en klanggiver på lige fod med elguitarer og synthesizere. Anders Bach undersøger intim akustisk monotoni og spastisk digital mani i sine musikalske møder mellem trommernes og synthesizernes skarpe teksturer og en dirrende, urolige puls. De to karakteristiske instrumentelle tilgange vil kollidere i Bryggekælderen i en unik og intens koncert.

Nils Gröndahl er bedst kendt fra bandet Under Byen, men har siden udgivelsen af sit solo-debutalbum i 2014 turneret nær og fjern på egen hånd. I løbet af de seneste år har Nils indgået i duo-samarbejder med bl.a. digteren Bjørn Friis Thomsen, hvilket resulterer i en pladeudgivelse i 2018, og duoen EktoPlasma med guitaristen Anders Holst, samt en duo med Maria Laurette Friis.

Anders Bach sætter sit præg på den danske indie- og rockscene i bands som Ice Cream Cathedral, Bisse og Sleep Party People. Sideløbende har Anders i årenes løb arbejdet med elektronisk musik både på akademisk og musikalsk improvisatorisk plan senest solistisk hos Mills College i Oakland, Californien og i duoformat med projektet og pladeselskabet Wetwear, søsat med kunstneren Kristian Paulsen, samt HEX med guitarist Lars Bech Pilgaard.

Nils Gröndahl: https://soundcloud.com/nils-groendahl
Anders Bach: https://wetwear.bandcamp.com

Son Ash er navnet på Andreas Pallisgaards nye soloprojekt, der samtidig markerer begyndelsen for en ny sammenslutning i det københavnske musikliv ved navn År & Dag.

Andreas Pallisgaard har lavet musik i en årrække i forskellige eksperimenterende grupper og har ikke mindst som producer sat sit præg på den københavnske musikscene med sit arbejde på en længere række udgivelser i løbet af de senere år.
Albummet ‘Easy Listening For The Hearing Impaired’ er en samling af klanglige, rytmiske og formmæssige studieeksperimenter for analoge synthesizere, sequencere og spolebåndoptager. En del af materialet stammer fra frie improvisationer, mens andre dele er komponeret ud fra mere stringente formgivningsprincipper.

Albummet beskæftiger sig tematisk med begyndelsen og tilblivelsen, og en tiltagende udstrakthed er indlejret i værkets forløb, der gradvist folder sine forgreninger ud som albummet skrider frem.
Pladens konstruktioner er i høj grad de-hierarkiske; det er mængden frem for den ene, der er i fokus. Evolution, udspaltning, splejsning, filtrering og celledeling er blandt de motiver, der går igen på albummet. Easy Listening For The Hearing Impaired bevæges af en cirkulær narrativitet, der udfolder gentagelsens energi over albummets skiftende plateauer.

Andreas Pallisgaard er musiker, komponist og producer. Udsendte tre album med sit band, Pinkunoizu, der har opnået stor anerkendelse internationalt. Desuden medvirkende i Anden Enhed, Musik For Seks Elektriske Guitarer og soloprojektet Son Ash. Medsti er af Oede Oe og År & Dag. Pallisgaard har produceret albums for bl.a. Selvhenter, To\To, Nils Gröndahl, August Rosenbaum, Tidlige Armbånd, Jaleh Negari, Lars Greve og Frisk Frugt.
Andreas stod desuden bag lydinstallationen ‘Fauna’ under Vinterbyen 2016.